Hans hænder er ret famlende og usikre, men hun syntes ikke det gør så meget, og hun får i hvert fald ret hurtigt tag i ham. Han har en dejlig, lækker, ret lige og stiv pik

Forfatter: Dragemis

Hun sukker en smule. Der er stadig nærmest en måned til skolen begynder, og hun keder sig faktisk. Det er lidt det med at hun har brugt de fleste af pengene, for de købte bare og drak det, de havde lyst til. Hun har jo alt muligt i forvejen, men hvis hun nu ville lave nogle sjove ting med Dyveke eller Ingegerd eller de andre, så har hun ikke bare en masse penge. Men også, at ingen ting af det hun vil lave vil være lige så fedt som den tur, og det er endnu mere kedeligt at tænke på, og hun tror at hvis man kan være narkoman med at rejse, så er hun ved at blive det. Rejsenarkoman, det tror hun nok at man kan være, det har hun da hørt. Men det er luksusrejsenarkoman, at hun er, tænker hun. Og det er så let, hun kan ringe til ham og sige, ja, jeg vil gerne havde den fedeste sex med en af dine hunde, og giv mig lige en rejse mere. For det havde været fedt.

Marie-Louise ved også at hun bare kommer til at være som Irina om et år, hvis hun tror at hun kan være pornostjerne og leve på luksushoteller resten af sit liv. Eller måske Katja, med kunstige patter og det hele om ti år, fordi hun godt nok kan få kassen lige nu men ikke, så snart hun bare ligner de andre. Det skulle jo også bare lige være for sjov og en lille skæg hemmelighed, og der er alt det andet med at filmen jo så bliver solgt til alle mulige mænd, og at hendes far kan se den, og morfar og mormor og mor og Troels og alle mulige andre kan se, hvordan hun sådan gylper og slikker det af brystet bagefter. Det var faktisk ret ulækkert at hun havde gjort det, selvom det selvfølgelig ikke føltes sådan. Hun beslutter, at nu vil hun ikke tænke mere på Ægypten og at være narkoman, og hun tager telefonen, og ringer til Klaus. Sådan, bare uden at tænke og så tager han den.

– Hej, siger hun. Han ved jo godt det er hende.
– Hej, er du hjemme i Danmark igen, spørger han.
– Ja. Skal vi ikke lige mødes, spøger hun. Han svarer ikke lige med det samme.

– Jo, men skal du så slå op med mig igen, eller hvad, spørger han. Hun kan høre at han prøver at lyde vred, men det lykkes ikke så godt.
– Nej, det tror jeg ikke. Skal vi mødes og snakke, siger hun.
– Ja, det kan vi vel, siger han så. Nu prøver han at lyde som en af dem der læser nyheder i fjernsynet, eller måske en skatteopkræver, tænker hun.

– Jeg syntes at vi lige skal snakke lidt mere om det, i hvert fald, siger Marie-Louise. Han svarer hurtigt, at hun jo kan komme over, og det siger hun at hun gør.

Faktisk har hun kun været hjemme hos Klaus en gang, og det var før de var sammen og bare sammen med Troels og et par andre, og de havde drukket to øl da hans forældre smed dem ud. Men hun ved, hvor han bor og skriver lige til Troels at hun kommer senere, og så cykler hun der over. Han åbner hurtigt, og i køkkenet bag ham kan hun se, at hans mor står og kigger. Marie-Louise skal til at hilse på hende, men Klaus tager hende bare med op, hvor han har sit værelse. Det er et af de små huse, hvor væggene ovenpå er skrå, og hans værelse er ret lille. Han er ren og pæn med en sød, blå T-shirt og han kigger meget på hende. Han er ret sød, men alt for meget en hundehvalp, og hun skal have voksne hunde, tænker hun. Men det er dumt for nu rødmer hun og bliver også igen lidt liderlig. Nåh men det kan Klaus jo så hjælpe hende med, tænker hun. Hun sætter sig på hans stol, der er ved skrivebordet. Han var vist ved at spille computerspil, ser hun. Han spørger, om det var en fed tur, og hun kan ikke lade være at smile.

– Ja, jeg tror nærmest jeg kunne blive bankrøver eller sådan noget, bare for at få råd til at flytte derned. Det var så fedt, siger hun. Han griner ad hende, heldigvis og han er slet ikke sur, men bare glad for at hun er der. Han sidder ligesom på kanten af bordet, og hun kan mærke, at han har lyst til at røre hende.
– Du, vi skal jo ikke være kærester, men…, begynder hun, da han afbryder hende.
– Jeg elsker dig, Marie-Louise, siger han. Han ser enormt intenst på hende med sine brune øjne og hun ved, at han mener det. Hun nikker. Hun føler sig rolig og cool men hun kan også mærke, at hun rødmer. Og det strammer også lidt i brysterne og sådan, for at han skal røre hende.

– Men sådan har jeg det ikke. Skal vi ikke bare være venner og så nogle gange også bolle med hinanden, det er det jeg har lyst til, siger hun. De har faktisk slet ikke bollet, de har kysset og rørt ved hinanden, men ikke mere og han var ret fumlende og alt for genert. Han siger, at han elsker hende, at det er alvor. Hun nikker igen.

– Men jeg tror ikke at jeg bliver forelsket i dig. Men jeg kan lide dig, og jeg har savnet dig også, siger hun, og det har hun sådan set også, i hvert fald nok til at hun er taget her hen, tænker hun. Han siger igen at hans følelser for hende er store og rene og klare, og det lyder lidt som om han siger noget han har set i fjernsynet. Det er lidt dumt, egentlig, hvis det er rigtigt. Hun rejser sig op og tager fat om ham, og begynder at kysse ham. Men han skubber hende væk.
– Du skal sige, at du elsker mig også, siger han. Hun ryster bare på hovedet. Han er lidt mere end lidt dum, nu, syntes hun.

– Marie-Louise, jeg vil jo bare at vi skal være kærester igen, siger han så. Hun siger, at det er ikke det hun vil. Hun prøver igen at smile til ham. Det er irriterende at hun skal trøste ham, men så må hun jo prøve det.
– Du er rigtig, rigtig sød, og kan vi ikke bare være det, være søde ved hinanden og gøre søde ting og ikke sige en masse ord, men bare være søde, siger hun. Han nikker, og hun siger, at det er sådan hun vil have det.
– Men hvorfor vil du ikke være kæreste med mig, siger han så. Hun siger, at hun ikke vil det fordi at hun har lyst til det bare skal være rart og afslappet og at de skal være glade sammen. De havde jo skændtes en del gange, og han blev ved at skulle have hendes opmærksomhed og det gik jo ikke, men det behøver hun ikke sige for han ved det jo godt selv. Han er ikke dum mere, og det er han egentlig slet ikke. Bare lidt umoden som andre fyre på hans alder, tænker hun. Men så begynder han igen med de der ord, som han ikke selv har fundet på, og hun tager sin finger op på hans mund. Han tier stille.

– Du, kom, siger hun, og så rejser hun sig op igen. Måske det er nemmere at vise ham, hvad det er hun mener, end at fortælle ham det. Hun sætter sig på hans seng og han følger efter.

– Vi skal nok være ret stille, siger hun, og så smiler hun, og venter, men så smiler han også og kigger hen mod døren. Hun tager hurtigt blusen over hovedet, og han stirrer på hende. Hun har heller ikke noget under.

– Kom her, bare, siger hun, og læner sig bagud på hans seng. Den er ikke så bred, og hans sengetøj er heller ikke så rent, men det betyder egentlig ikke noget, tænker hun. Han lægger sig ved siden af hende. Men han er stadig, ja, genert og sur og såret og alt muligt og han er stiv i hele kroppen, og han er nok mest bare i tvivl om hvad hun vil. Hun begynder at røre ved hans overkrop, med hånden under blusen, og han er lækker blød. Det er underligt, at hun skal være den erfarne, tænker hun, men når han nu ikke kan, så må hun.

Det bliver ret godt. Hun finder ud af, at når han får munden hen tæt ved hendes krop, så snakker han ikke, og hans tunge og mund er lækre. Hans hænder er ret famlende og usikre, men hun syntes ikke det gør så meget, og hun får i hvert fald ret hurtigt tag i ham. Han har en dejlig, lækker, ret lige og stiv pik, og da hun først får kravlet ud af sine bukser og han moser lidt rundt og fumler med sine, mens hun hele tiden prøver at presse hans mund mod halsen og sådan så han ikke skal sige de der dumme ting, så kommer det af sig selv med at være i hende. Det går hurtigt og hun kommer ikke, men det er dejligt og han er dejligt tung på hende, og han pruster og kilder hende i øret, og hun lukker bare øjnene. Han lugter faktisk lidt beskidt, nu hun har ham i næsen, men det er lige meget. Men alt for hurtigt flytter han rundt på sig, og da han kigger på hende igen og ser hende, bliver han nervøs og famlende igen, og han rødmer og siger, at de jo ikke har brugt gummi, og sådan. Hun ryster på hovedet.

– Det er lige meget, ikke, siger hun. Han siger bare at det skal man, men samtidig siger han også at det var dejligt og i det hele taget er der tyve ord der vil ud af hans mund på en gang, hver gang læberne lige kan nå at forme et. Hun forsøger at lægge fingeren over hans læber igen, men han sprutter og hun kommer til at grine, fordi lidt af hans spyt lander på hendes ansigt og han bliver enormt flov. Hun griner endnu mere, og så lukker hun øjnene og griner igennem, og det er nok ikke så sødt men hun er ligeglad. Da hun er færdig, kigger han bare på hende. Han læner sig på albuerne over hende, og det er OK, nu.

– Du, lige nu er det bedre ikke at snakke alt for meget, siger hun så. Han nikker. Det hjalp, det med at hun grinede, kan hun mærke. Han spørger, om han må sige en ting og hun nikker.

– Jeg mener det altså, Marie-Louise. Jeg elsker dig, siger han, og han stopper, da hun nikker. Hun rødmer en lille smule.
– Du er rigtigt sød. Det er sådan her, jeg vil have det. Kan vi ikke bare have det sådan her, siger hun. Han nikker, men hun kan se på hans øjne, at han ikke helt mener det.

– Og så må vi se hvor længe det varer, men nu er det sådan her, at jeg vil have det. Vi kan være venner som vi altid har været, og hygge lidt sammen og mødes og snakke, og vi kan bolle med hinanden. Det er ret lækkert, siger hun. Han rødmer.
– Jeg troede ikke at du ville, siger han bare, og hun nikker. Det begynder at blive sådan lidt indelukket, eller sammenpresset, og hun har lyst til at vaske sig mellem benene, eller i det hele taget gå i bad. Det var nok ikke synderligt gennemtænkt, det med at komme her over uden at vide hvad hun vil med ham. Og selvfølgelig, i det samme begynder hans mor at sige noget til ham ude fra gangen. Han hopper ned ad hende og sengen, mens han siger at hun ikke lige skal komme ind nu.

– Er hun der endnu, tøjten, siger hans mor så, lige på den anden side af døren. Den første tanke er, hvorfor kalder hun mig en tøjte, og så, mens den ligesom former sig færdigt i hovedet, så bliver hun bare vred. Men det er Klaus også og han siger, at ja, hun er der. Han har lige fået sit tøj på igen, bukser og blusen, og så åbner hans mor døren. Man kan ikke se så meget af sengen, fra der hvor hun står, mener Marie-Louise, men hun er skide ligeglad og hun gider i hvert fald ikke tage noget tøj på. Hun kan se hans mor kigge ind. Hun er vel på alder med Sonja, Marie-Louises egen mor og sikkert også køn, og en sød mor og alt det der, men Marie-Louise kan se foragt i hendes ansigt, og hun kan mærke den i sig selv, den kommer fra hovedet og breder sig ud i hende derfra. Klaus er ved at presse døren sammen og siger at hun ikke skal komme ind, men hans mor kigger bare på Marie-Louises nøgne krop på sengen.

– Hvorfor kalder du mig en tøjte, spørger hun så, og nu rejser hun sig alligevel op og sætter sig, med benene oppe under sig og kigger på hans mor. Hun bliver alligevel lidt flov, det var nok ikke meningen at hun skulle høre det, tænker Marie-Louise. Klaus skælder stadig sin mor ud, og hun har ikke sagt mere. I stedet går hun bare. Han råber efter hende, og lukker døren og begynder at undskylde og alt muligt, og hun tager lige sit tøj på igen, efter at hun opgiver tanken om at tørre sig mellem benene. Hun kan bare tage rent tøj på derhjemme i stedet. Han er holdt op med at snakke, da hun er færdig med at tage tøj på, og han ser bange ud, da hun kigger op.

– Ups, siger Marie-Louise bare, og han smiler, lidt i hvert fald. Hun rejser sig op.

– Nåh, jeg tror ikke at vi skal gøre det her hos dig mere. Ikke hvis jeg er en tøjte og jeg gider ikke skændes med din mor, siger hun. Det var så det eneste, de ikke havde gjort, kommer hun til at tænke. Klaus siger, at hans mor ikke skal bestemme om hun må være der eller ej, men Marie-Louise kigger bare på ham og han holder mund. Det er dejligt, når han gør det, i hvert fald.

– Jeg syntes bare vi skal ses hos mig næste gang, ikke, siger hun, og giver ham et lille kys. Og et kram også, og han holder hende tæt og nu er han faktisk bare ret sød og dejlig.

– Jeg smutter hjem. Men du, skal vi ikke bare gøre det sådan her, at vi er sammen og ses og så behøver vi ikke kalde det det ene eller det andet, men bare gøre det, siger hun. Han nikker, og begynder alligevel at sige at han elsker hende. Hun lader ham sige det og nikker, og kysser ham lige lidt på munden, bare lidt og så smutter hun. Han siger, at han vil ringe, og hun nikker.

På vej ned ad trappen tænker hun, om hun skal gøre som Maja ville gøre, og tage en kæp og tæve kællingen til hun ligger stille, eller om hun skal gøre som mor ville gøre, og kneppe hendes mand nu hun har taget hendes søn. Hans far hedder Ejner og er murer eller sådan noget, noget med at støbe broer så det er vist ikke murer men betonarbejder. Ham kunne hun nuppe i en håndvending, men det ville være at gå mor-vejen. Hun overvejer, hvad Marie-Louise vejen er. Om det bare er at være ligeglad og lade hende tænke sit. Men hun står i køkkenet, Grete hedder hun, og hun kigger på Marie-Louise som om hun er en tyv eller sådan noget. Marie-Louise stopper alligevel op. Døren er lige der, men det er lige meget.
– Hvorfor kalder du mig en tøjte, spørger hun en gang til. Grete slår lige med nakken og lader som om hun ikke har hørt det, og der sidder så Klaus far, Ejner og kigger også op. Han rejser sig og spørger, hvad der foregår og det var ikke helt planlagt, men nu er hun i gang med Maja-vejen og det er det, tænker Marie-Louise.
– Hvorfor kalder du mig en tøjte, Grete, siger Marie-Louise, og hun siger ikke noget til Ejner, men står bare ved siden af døren, og kigger på Klaus mor.
– Det ved du vel bedst selv, siger Grete og kigger væk fra sin mand, der står høj og stor og ser bare fra den ene til den anden. Marie-Louise ryster på hovedet. Hun føler sig klar i hovedet, og det er nok fordi hans far er der, så kan man jo ikke bare tage hende ved håret og rive til, eller sådan noget.

– Nej. Jeg har ikke sagt, goddag, jeg er Marie-Louise, jeg er en tøjte. Det er dig der kaldte mig en tøjte. Hvorfor gjorde du det, siger hun, og kigger på Klaus mor. Hans far spørger igen hvad der foregår, men det er i hvert fald ikke Marie-Louise, der skal svare. Hun kan høre musik oppefra, han hører techno som de fleste andre, techno eller dance eller hvad det nu er. Hans mor svarer ikke hans far, der stadig bare kigger på dem. Han har store hænder, og har ærmerne i skjorten smøget op.

– Jeg tror at du bliver nødt til at svare mig, Grete. Hvorfor kalder du mig en tøjte, siger Marie-Louise. Hun er lige kommet til at tænke på, at det med at Madsen har ringet kan være fordi hendes film er færdig, og at Grete har set den, men selvom det gør hende en lille smule blød i maven, eller blød i knæene som det hedder, tror hun ikke det er det. Klaus far spørger, hvem der har sagt at hun er en tøjte. Marie-Louise giver hende lige et par sekunder mere.

– Hun var oppe før, og spurgte om hende tøjten stadig var der. Det var jeg men hvorfor kalder du mig en tøjte, Grete, siger hun igen. Det er en skæg form for magt, at kalde hende ved navn i stedet for bare at kalde hende Klaus mor eller ikke noget navn. Hun er mere på linje med hende når hun kalder hende ved hendes voksennavn.

– Fordi du farer omkring og tager først den ene, så den anden. Du skal lade Klaus være i fred, han er slet ikke din type, siger hun. Det undrer Marie-Louise endnu mere, for hun har aldrig hørt at hun har det rygte. Hun trækker på skuldrene.
– Det er vel ham og jeg der ved, om han er min type. Men det er ikke rigtigt at jeg farer rundt og tager alle. Hvorfor tror du det, spørger hun, men Grete siger, at hun ikke kan lide at hun kommer her og leger med hendes søn, det er han alt for følsom til, og en god dreng. Det rammer jo så lidt nærmere virkeligheden, tænker Marie-Louise.

– Nej, jeg har heller ikke lyst til bare at lege med ham, men du ved at vi har kendt hinanden siden vi var børn, ikke, eller siden jeg var barn og så er vi lidt voksne og alligevel ikke helt, og så er det pludselig helt anderledes, siger hun. Det er i hvert fald voksensnak, og hun ved at det er til hendes fordel at være voksen overfor Grete. Ejner nikker i hvert fald til det, og Marie-Louise smiler til kællingen.

– Men det gør mig ikke til en tøjte, siger hun. Det var måske ikke det hun havde sagt, men hun er faktisk vred over det, selvom hun mest bare ikke forstår det. Grete vender sig om og siger, at hun har sin mening, og at hun syntes Marie-Louise skal smutte.

– Det havde jeg også tænkt mig, siger hun bare. Men hun bliver stående.
– Kan du ikke vende dig om så du ser på mig, når vi snakker sammen, spørger Marie-Louise, men hans mor vender sig lynhurtigt og begynder at sige at hun ikke skal give nogen ordrer i hendes hus, og at hun bare har at komme ud. Ejner begynder at berolige hende nu, men Marie-Louise står bare stille, indtil hun tier, sådan nærmest stille.

– Jeg ved ikke helt hvad han er for mig, men jeg har aldrig haft lyst til at såre ham, og det kom jeg til og jeg er ked af det, men det er altså Klaus og mig der skal finde ud af det, siger hun til Grete, og så nikker hun lige til hans far og går stille og roligt ud. De snakker bag hendes ryg. Hun skynder sig ud til cyklen, og hopper op. Det havde været fedt, men bortset fra det der med at være en tøjte så var det jo mest bare fordi hun keder sig, og det er vel at lege med ham, når han elsker hende og hun bare vil have ham lidt, tænker hun. Men samtidig er det vel hende, der bestemmer det, ikke en dum mor, tænker hun også.

(2 har stemt 4,50 af 5)

Loading...